fredag den 3. november 2017

De, der vogter - Claus Holm

De, der vogter var en bog der overraskede mig. På den gode måde ...

Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger til bogen, da jeg tog fat i den. Ikke ud over at dette bliver min sidste anmeldelse, og at jeg derfor var fyldt med både følelser af lettelse og tristesse. 
Måske var dette så den helt perfekte stemning at læse bogen i, for De, der vogter formår at fange forskellige sindsstemninger på en meget fin og underspillet måde.

De, der vogter er en samling af 4 kortromaner.

BUNKEREN, der handler om en gruppe turister der pludselig må se sig være fanget i en gammel missilbunker, og hvor det fint beskrives med menneskers umiddelbare hang til at falde ind i deres pladser i et hierarki. OG det modsatte naturligvis.

KVINDEN OG LØVERNE, der handler om drengen Chris og pigen Kath der mødes en sommer og sammen taler om drømme og fremtid. Og uden at afsløre noget bliver dette en sommer ingen af dem vil glemme.

GAVEN, der handler om en ung kvinde der pludselig må se sig stå som enke og enlig mor, og hvordan hun skal finde fodfæste i livet efter det.

VOGTERNE, der er lidt lettere og humoristisk med to skytsengle (fra hver sin side vel at mærke), der er sat på jorden for at passe på en lille dreng.

Det pudsige er at jeg under hele læsningen havde en fornemmelse af Stephen King's tilstedeværelse. Ikke noget jeg kunne sætte fingeren på, men tanken strejfede mig flere gange undervejs. Det var ikke fordi historierne på nogen måde var uhyggelige, så det var ikke Kings evne til gys, der fik følelsen frem, så hvad var det?
Og så var det, det gik op for mig ... det er det der med at helt almindelige mennesker oplever ekstraordinære ting, fortalt på en stilfærdig men alligevel dyb og empatisk måde.
Her er ingen superhelte eller "udvalgte" som man så ofte ser. Det er helt almindelige mennesker, der er udsat for uventede ting.

Da jeg så læste forfatterens efterskrift faldt tiøren. Forfatteren er nemlig selv betaget af en af Stephen Kings bøger (som jeg selv har læst mange gange), nemlig "Different Seasons", som også består af fire kortromaner. Heraf er især "Rita Hayworth and the Shawshank Redemption" kendt, da den blev filmatiseret som "En verden udenfor", en af mine absolutte yndlingsfilm.

Ikke dermed sagt at forfatteren på nogen måde plagierer Stephen King, for det er der ikke tale om her. Der er tale om en hyldest ikke bare til King, men især til den gode historie om det almindelige menneske.
Det er fire meget forskellige historier, der frembringer følelser som spænding, sørgmodighed, smil, tristhed, empati og glæde.

Det er en bog der kan anbefales til alle, der nyder en god historie. :-)

Bogen kan købes ved at kontakte forfatteren selv på www.clausholm.net eller - og det hører jeg rygter om - billigt på den kommende bogmesse i Bellacentret.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.



Forlag: EgoLibris
Sider: 383
Trykt anmeldereksemplar

Ingen kommentarer:

Send en kommentar