mandag den 3. april 2017

Radiosignalet - Steffen Nohr

Spændende ungdomsbog fra Steffen Nohr.

Det er absolut ikke første gang jeg læser en bog af Steffen Nohr, og garanteret heller ikke den sidste.
Jeg synes at han er en af de få danske forfattere, der mestrer hele den der Dan-Brown-genre (som jeg stadig ikke kender betegnelsen på.

(Nåh, nu blev jeg altså lige nødt til at google og det viser sig at der nok er flere kategorier her: Religious Thriller, Action adventure thriller og Historical thriller.)

RADIOSIGNALET vil jeg kategorisere under Action adventure thriller, og som sagt er det den genre at Steffen Nohr har befundet sig indtil videre. Jeg har læst DET FORSVUNDNE BIBLIOTEK, DOBBELTLIV og DEN GEMTE HEMMELIGHED. Klik på linkene for anmeldelser.

RADIOSIGNALET handler om Peter, der bor i Danmark anno 1958. Han arbejder som håndværker, men under en hård efterårsstorm bliver han nødt til at søge tilflugt på en havneknejpe. Her ender han i håndgemæng og bliver nødt til at tage flugten på et containerskib, der er ved at stævne ud.

Da han 9 måneder senere sejler i det Indiske Ocean på selvsamme skib, modtager de pludselig en mystisk radiomeddelse efter at en storm har sendt dem ud af kurs og længere sydpå.
Med forbløffelse konstaterer de at radiosignalet er fra 1944 og kommer fra en lille ø, som de snart får i syne. Men er der stadig nogen på øen? 

Historien er spændende helt fra starten af, og Peter er en hovedperson som man hurtigt fatter sympati for. 
På et tidspunkt blev jeg en smule irriteret på bogens opbygning. Den består af nogle flashbacks (hvad jeg også for nyligt harcelerede over ifm. en anden bog), men efterhånden som bogen skred frem, gav det mening at bogen var bygget således op, og til sidst måtte jeg så sande at der var fornuft i det. Det er nok meget godt, at man venter med anmeldelsen til helt til sidst. ;-)

Jeg kan godt lide historien om Peter, og mændenes ekspedition ind på øen, jeg kan lide hvad de finder der og slutningen (hvilket jeg selvfølgelig ikke vil afsløre - så må I bare læse den selv :-)), men jeg har et enkelt ankepunkt.

Som jeg åbenbart også bitchede over ved en af den andre af Nohrs bøger, så synes jeg ikke sproget og målgruppen passer helt sammen. Misforstå mig ikke, jeg er ret vild med Nohrs sprog, der meget præcist og stadigt meget billedskabende danner en god grobund for historien, men jeg syntes at der var for mange gammeldags ord i, hvis man tager in mente at denne er rettet til unge.
Igen ... jeg vil nødig misforstås. Jeg er slet ikke fortaler for at man "taler ned" til børn og unge i litteraturen, men mange af udtrykkene er lidt gammeldags. Hvilket kolliderer med at det er en ungdomsbog.

Men bortset fra det. Jeg syntes Steffen Nohr igen har begået en spændende og medrivende Action Adventure Thriller, som kan læses både af unge og gamle.

Fem hjerter herfra.

Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider i trykt form: 184
Hørt som dansk lydbog: 4 timer og 32 minutter - Oplæser: Jesper Dupont

Omtale:
Under en rasende efterårsstorm i 1958 bliver en ung mand involveret i et slagsmål på en bodega, hvor han har søgt læ for regnen. Beværtningen er fuld af berusede søfolk, og i selvforsvar gør han det værst tænkelige - han tager et andet menneskes liv. I et anfald af panik flygter han ud i natten, og næste morgen kommer han mod alle odds med på et fragtskib, der har kurs langt væk fra Danmark. Dage bliver til måneder. Alt er godt. Næsten. Ni måneder senere opfanger skibet pludselig et mystisk radiosignal, der leder besætningen mod en afsides ø, som ikke er opført på noget søkort. Usikker på hele situationen indvilger kaptajnen til sidst i at gå i land på øen med ønske om at finde ud af, hvorfor tyske soldater udsendte et nødsignal herfra i 1944 ... Tag med på en mørk rejse i Det Indiske Ocean, hvor bølgerne gemmer på gamle mysterier. Hvad er sandt, og hvad er falsk? Langsomt bliver linjerne visket ud ...






Ingen kommentarer:

Send en kommentar