Hvem har ikke brug for en kravlenisse i december?
December er et kalendereventyr. Det er ikke for børn. Men det er heller ikke for rigtigt voksne.
Er det muligt at møde den eneste ene i stormagasinets undertøjsafdeling? Bliver det hvid jul? Kan man drikke sig fuld i glögg og danse kinddans bagefter? Kan et julehjerte gå i stykker? Er det en god idé at gå på diæt i december?
Få svarene, når vi gennem hele december følger Martins kamp for at finde lykken midt mellem julepynt og bløde pakker i hjertet af Aarhus.
December er for alle som tror på kærlighed. Og måske også julemanden ...
Jeg fik tilbudt julekalenderen December til anmeldelse, og selv om jeg normalt ikke er særlig god til at få læst ebøger, sagde jeg ja til denne, for det er en hurtig nem lille sag.
Faktisk så hurtig og nem, at jeg slet ikke fik læst et kapitel dagligt, som jeg hellers havde planlagt. Jeg læste et par kapitler i rap, så glemte jeg den et par dage, og så røg resten ellers ned på en aften.
December er en letlæst og flydende historie om Martin, der er ejendomsmægler i Aarhus. For hans venner og bror går det mest ud på at score fi***, men Martin vil egentlig også bare gerne have en sød pige at holde om og gå ture i skoven med.
Så opdager han pigen i stormagasinet og er helt solgt.
Forelsket og akavet forsøger han at nærme sig pigen, men der bliver gang på gang lagt forviklinger på deres vej til kærligheden.
December er en sjov og underholdende kærlighedshistorie. Sød og fin og helt perfekt til julemåneden. Jeg sad flere gange med smil på læben og samtidig følte jeg mig også vildt frustreret, når de igen ramte forbi hinanden. :-)
Der er dog nogle steder, hvor humoren bliver lidt for anstrengt og drengerøvsagtig for mig, men jeg ved også at humor er det absolut sværeste at skrive. Absolut! For det første er det svært at skrive og for det andet så er læserne virkelig svære at ramme.
Alligevel var jeg godt underholdt. Den er hyggelig og julet og sød. Lige som det skal være i denne måned. :-)
Tak til Forfatterskabet for anmeldereksemplar.
Forlag: Forfatterskabet
Sider: 170
Ebog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar