tirsdag den 13. oktober 2009

Hulebjørnens Klan - Jean M Auel

Det er nu tredje gang jeg læser denne bog. Første gang var for 18 år siden, og da var jeg vist ikke helt klar til alle naturbeskrivelserne. Denne gang glider de bedre ned, formentlig også fordi jeg selv er i gang med en istidshistorie, og der er Auels bøger jo uvurderlig research. Hun har virkelig studeret sit stof grundigt, og jeg mener også at have hørt at det tog hende mange, mange år, at gøre det.
For dem, der ikke kender Auel (findes der nogen?) kan det kort fortælles at hun er forfatter til mastodont-serien ”Jordens Børn”, hvoraf ”Hulebjørnens Klan” er den første i serien.

Den foregår for 30-35.000 år siden under den sidste istid, og under et jordskælv mister den kun femårige Ayla hele sin familie. Afkræftet af sult og alvorligt såret af en huleløve, bliver hun fundet af en klan af neandertalere, der noget modvilligt tager hende til sig. Ayla er nemlig af stammen homo sapiens og ligner slet ikke de andre.

Romanen handler så om hendes barndom og ungdom, hvor hun forsøger at tilpasse sig klanens sæder og skikke, mens hun selv er så fundamentalt anderledes fra neanderthalerne.

Måske bliver man mere vis med alderen, men romanen taler nok mere til mig nu, end den tidligere har gjort. Angsten for det fremmede er jo desværre fundamental og har formentlig eksisteret i hele menneskehedens historie, men tanken om det her lille forsvarsløse barn, der bliver revet væk fra sin familie og må klare sig ude i den skræmmende verden helt alene, for så at komme hen til en stamme, der kommunikerer og fungerer helt anderledes … puha. Nu er jeg jo selv blevet mor, så derfor er jeg nok ekstra blød på det punkt. Men beskrivelserne om hvordan de bare lagde vanskabte børn ud for at dø, var virkelig hårde for mig at læse. Og jeg måtte da også fælde en tåre, da Ayla i slutningen af bogen må efterlade sin søn i stammen, da hun selv bliver dødsforbandet (går bare ud fra at alle har læst den :-))



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar