onsdag den 28. oktober 2009

Hestenes dal - Jean M Auel

Dette er så anden del i serien af ”Jordens Børn”, og jeg må sige at jeg bliver mere og mere betaget. Jeg læste serien sidst i midt halvfemserne, men der har jeg tydeligvis ikke været klar til dem. Måske skulle jeg bare selv blive voksen.

Hendes ensomhed i denne bog, efter hun er blevet forstødt fra sin neandertaler-klan, og hun må begive sig på vandring går ind under huden på én. Man glæder sig med hende, da hun tager det moderløse føl til sig, og derfor nemmere kan bære ensomheden.

Da der pludselig dukker en mand op fra hendes eget folk, føler man hendes angst over pludselig igen at skulle blive ladt alene tilbage, nu hvor hun har smagt på fællesskabets glæder.

Nu har jeg heldigvis aldrig selv følt ensomheden, jeg har et godt og solidt netværk og er omgivet af mennesker, der elsker mig, og som jeg også elsker.

Hvilket vi i øvrigt nok glemmer at fortælle hinanden. Når jeg tænker på hvilke skæbner, der er omgiver os – ikke bare ude i den store verden – men bare her i Danmark, så priser jeg mig dybt lykkelig over min tilværelse. Det må jeg huske at fortælle min mor i morgen. :-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar