På altertrappen i en kirke i Los Angeles opdages liget af en præst. Hans hoved er blevet hugget af og erstattet af et hundehoved. Senere opdager retsmedicinerne, at tallet 3 er blevet malet på ofrets bryst med blod.
I begyndelsen af kriminalassistent Hunter overbevist om, at det er et rituelt drab, men efterhånden som flere lig opdages, er han nødt til at tænke om. Alle ofre er døde på den måde, de frygtede mest. Deres værste mareridt er bogstaveligt talt blevet til virkelighed.
Men hvordan kan morderen vide, hvad ofrene frygtede mest, og hvad er forbindelsen mellem disse tilsyneladende tilfældige ofre? Hunter indleder en jagt på en flygtig og sadistisk morder, som åbenbart har evnen til at læse sine ofres tanker, og ikke stopper før han har opnået sine syge mål.
Jeg er da kommet bagud, kan jeg se. Mit sidste indlæg handlede om den første bog i Chris Carters serie om Robert Hunter ("Krucifiksmorderen"), og nu hvor jeg skriver dette indlæg, er jeg faktisk også allerede færdig med den 3. bog i serien.
Og det kan man roligt tage som en anbefaling. Chris Carter skriver godt og flydende. Robert Hunter er nok noget af et vidunderbarn og en utrolig vidende mand, hvilket konstant forklares med "jeg læser meget", men det virker ikke påklistret eller som en nem udvej. Robert Hunter læser virkelig meget, for han lider af søvnløshed. Hvilket der igen ikke er noget at sige til, med de mordsager han kommer på.
Han og hans makker Carlos Garcia er tilknyttet ikke bare drabsafdelingen hos LAPD, men ved en enhed, der har med særligt brutale drab at gøre, og jeg skal da også lige love for at Carter ikke lægger fingrene i mellem.
Drabene er så groteske og frygtelige og ondsindede, at jeg i tankerne kan slå det hen, og sige at sådan noget må være opdigtet. Ingen kan vel være så sadistisk og modbydelig, men når jeg tænker på at han har erfaringen fra virkeligheden efter at have arbejdet som kriminalpsykolog, så ... puha. Der er mange forskruede væsner derude.
Men det gode ved hans bøger er så faktisk at de mordere, som bøgerne omhandler, har et motiv, et psykologisk knæk i en grad, at man næsten (men kun næsten) forstår, hvad deres bevæggrunde var.
Chris Carters serie her, kan helt klart anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar