Jeg har selvfølgelig læst Astrid Lindgren før, og læser dem også nu for min datter, men netop Brødrene Løvehjerte vil jeg altså nok lige vente lidt med, for den egner sig bestemt ikke til en pige på fem år.
Jeg havde næppe læst de første kapitler, før jeg sad og tudede over de stakkels brødres skæbne. Den lille døende Karl, der ikke kunne deltage i noget som helst fordi han var syg, og den smukke Jonathan, som alle forguder. Smuk, venlig og hjælpsom.
Den store omsorgsfulde Jonathan trøster lille Karl, når han er bange for døden. Han fortæller om det vidunderlige Nangijala, som man kommer til når man dør. Et fredeligt land, hvor man kan fiske og ride som man har lyst.
Det er så første gang at tårerne står på spring. ;-)
Så sker det tragiske at der udbryder brand i deres ejendom og den modige Jonathan løber ind for at redde Karl, men omkommer i forsøget. Lille Karl ligger alene på slagbænken og hører moderens venner sukke over at det netop var Jonathan, der måtte dø.
Anden gang ..
Heldigvis dør lille Karl snart efter (og her ikke et ord om de tårer der så pressede sig på ved tanken om moderen, der nu havde mistet to børn), og han ankommer til Nangijala, som er præcist så vidunderligt som Jonathan har fortalt.
Desværre lurer farerne også i det eventyrlige land, og de vikles ind i et oprør mod den onde Tengil, der har erobret nabodalen.
For dem, der ikke har læst den, vil jeg ikke fortælle mere, men jeg vil godt afsløre at tårerne stod frem i øjnene på mig endnu engang.
Læs den. I al sin enkelhed er det en dyb og ganske vidunderlig historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar