fredag den 28. december 2012

Sov, mit barn - Joanne Harris

Henry Chester er en middelmådig kunstmaler i Victoriatidens snerpede England. Hans far var præst, moderen døde tidligt efter at have været mentalt fraværende for drengen Henry.
Da han ved et tilfælde opdager den 9 årige Effie, bliver han totalt forgabt i hende. Han bruger hende konstant som model, da hun med sit blodfattige, blege og smukke ydre er definitionen på uskyld.
Han er i den grad betaget af hende at han "passer på" hende til hun som 19 årig kan blive hans brud, formet efter hans idealiserede billede af en uskyldsren kvinde.
På bryllupsnatten viser hun sig dog at være en kvinde af kød og blod og med - uha - kødelige lyster, hvilket i den grad kommer bag på ham.
Hun bliver gravid, syg og mister barnet, og efter den tid holder han hende bedøvet i laudanum-tåger gennem adskillige år.

En skønne dag møder hun dog en anden kunstmaler, Mose Harper. En charlatan, døgenigt og egoistisk menneske. De bliver elskende, og hun prøver at finde sig selv i sin splittele. Gennem Mose møder hun også bordelmutteren Fanny Miller, der genkender sin myrdede datters ånd i den unge pige.

Derefter begynder intrigerne, hvor alle forsøger at få det ud af det, som de selv helst vil opnå, og den endelige taber bliver selvfølgelig den stakkels Effie.

Jeg var faktisk ved at lægge denne bog fra mig ret tidligt i forløbet. Bogen skifter mellem 4 forskellige jeg-fortællere, uden nogen synlig angivelse af hvem kapitlet omhandler, hvilket er pænt irriterende. Måske er det med vilje at man skal bruge et halvt kapitel for at finde ud af hvem det handler om, for hele bogen er gennemsyret af hallucinationer, vrangforestillinger, minder og mareridt.
Bogen blev dog læst til ende, men nu sidder jeg bare tilbage med irritation og frustration, og tænker at den historie kunne være skrevet meget bedre og meget mere nærværende.

Der er dog en enkelt passage, som jeg godt kan lide, selv om den ikke er synderligt beskrivende for bogen:
Men for mig lyder fornuftens stemme lidt lige som Henry Chesters, vag og vranten. Jeg mener, at dagens videnskab er gårsdagens magi, og at dagens magi kan blive morgendagens videnskab. Kærlighed er det eneste varige i denne urolige, rationelle verden; kærlighed og dens mørke halvdel, had.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar